Elske på afstand

Søren Kierkegaard reflekterer i Kærlighedens Gerninger over det, at elske sin næste som sig selv:
“På afstand kender enhver næsten, og dog er det en umulighed at se ham på afstand; dersom du ikke ser ham så nær, at du ubetinget, for Gud, ser ham i ethvert menneske, så ser du ham slet ikke.

Hvor meget lettere er det ikke at elske mennesker på afstand – jeg siger ‘så længe de ikke forstyrrer mig i mit arbejde eller trænger sig på med alle deres behov vil jeg elske dem’ eller ‘så længe jeg kan gå fra det ene til de andet møde uden at forholde mig til de andre er det fint’. Og det vi mindst ønskede er blevet virkeligt; næsten er blevet en indbildning. Hvorfor mon vi tillader så få, at komme os tæt på? Mon vi mangler kærlighed?

Det er svært at elske tæt på. Det vidner skilsmissestatestikkerne om.
Fornylig læste jeg i en skoles værdigrundlag: ‘At mennesket er udrustet med en naturgiven kærlighed til at elske sin næste som sig selv’. Men desto grundigere vi ser på verden – og ikke bare på afstand –  kunne man godt få den tanke, at mennesker ikke er udrustet med en naturgiven kærlighed. At kærligheden bare ikke ligger til os. Ja vi behøver måske ikke se på andre for at konstantere det – måske er det nok at få øje på sig selv. Men uden kærlighed bliver verden jo et helvede, så hvad gør vi? Findes der mon en kærlighed som ikke søger sit eget, som er langmodig og mild, som ikke opblæses og praler, som ikke ophidses og ikke bærer nag – men glæder sig over sandheden og læges efter retfærdighed.
Jo den findes – men naturgiven er den vist ikke!